Skip to main content

Regler for glatførebekæmpelse

| Christoffer Gade

Reglerne for glatførebekæmpelse i Danmark siger, at gående skal kunne færdes sikkert på fortovet ud for din grund mellem 07 om morgenen og 22 om aftenen.

Det indebærer, at du skal rydde fortovet for sne og sikre mod glat føre ved at sprede sand, salt eller grus. Dit ansvarsområde starter fra de første 10 meter fra skellet, dog med visse undtagelser, fx. hvis du bor på gågade e.l.

Du skal sørge for at rydde i hele fortovets bredde. Der gælder særlige regler for private fællesveje, hvor du, sammen med de andre på vejen, har ansvaret for glatførebekæmpelse på både vej og fortov.

TIP: Lav en saltlage med 1 del salt og 4 dele lunkent vand. Så sparer du på salten og skåner dermed miljøet – effekten af saltningen bliver ikke forringet ved denne manøvre.

Det er dyrt at ‘glemme’ glatførebekæmpelsen

Hvis en person falder og kommer til skade på fortovet ud for din grund, fordi du har forsømt glatførebekæmpelsen, kan det blive rigtig dyrt. Der er set erstatningskrav på mellem 25.000 og 100.000 kr, skriver Politiken, og det er ikke unormalt. Forsikringsselskabet TrygVesta fortæller, at de årligt ser mellem 15-25 erstatningssager af den slags.

I de fleste tilfælde vil det såkaldte grundejeransvar i husforsikringen dække erstatningen, men det er ikke alle husejere, der har den forsikring. Vær derfor sikker på, at du har forsikringen – det kan jo ske, at nogle kommer galt afsted ud for din grund, mens du er på arbejde, og ikke har haft mulighed for at udføre glatførebekæmpelsen.

Brug den rigtige slags salt og undgå skader

Salt er det mest effektive middel til glatførebekæmpelse, men det er samtidig et stort miljøproblem. Traditionel vejsalt ødelægger nemlig biler, buske, træer og støvler, laver huller i asfalten og kan forurene grundvandet. Det har fået Informationscenteret for Miljø og Sundhed (IMS) til at anbefale, at man køber mere skånsomme salte, fx. miljømærkede midler. De er typisk dyrere, men langt bedre for miljøet.

Der findes også gode alternativer til vejsalt, som CMA (kaliumformiat) eller kalciumklorid, der er mere miljøvenlige end almindelig vejsalt (natriumklorid), men de er, desværre, også en del dyrere.

Du kan også vælge at sprede grus eller sand. De kan dog ikke svanemærkes, da de kan afgive skadelige partikler til luften, når de spredes, og da man skader grundvandet ved at fjerne naturgrus. Derudover er sand og grus naturligvis mindre effektive alternativer til salt, da de hurtigt bliver skyllet væk og ikke smelter isen.

Det mest udbredte i dag er at sprede en såkaldt saltlage, som består af 1 del salt og 4 dele lunkent vand. Det sparer på saltet og er desuden langt mere effektivt, da det sænker vandets frysepunkt helt ned til -21 grader ved en mættet opløsning. Nogle blander også en smule salt i grus eller sand.

KONTAKT OS I DAG OG FÅ ET UFORPLIGTENDE TILBUD